”Måske er det metroens terminologi, der er roden til mit livslange forhold til den og dermed oprindelsen til alle de sider, jeg har skrevet om den, eller som den har dikteret mig i noveller og romaner, som en ordets boomerang, der vender tilbage til hånden og øjnene.” (Uddrag fra bogen)
Julio Cortázars fascination for metroen begyndte, da han som 8-9-årig jævnligt tog med sin bedstemor fra forstaden Banfield ind til Buenos Aires for at aflægge visit hos nogle venner. For dernede, i underverdenen, er alting anderledes. Lugtene, lydene og det matte, døde lys – et fastfrosset, moderne helvede. En sort handske på en metalstang, der umærkeligt sniger sig ind på en brun handske. Et møde i en rude mellem to spejlbilleder. En passagerkontrol, der afslører, at der ved dagens slutning er gået flere mennesker ned i metroen, end der er kommet op igen; og en mand, der sætter sig for at opklare mysteriet.
